Når ’det der stress’ vender tilbage
som en boomerang

Juleferien var skøn. Du fik slappet af, hygget med din familie og spist lidt god mad. Og samtidig indgik du nytårsaften en aftale med dig selv om, at stress skulle parkeres med udgangen af 2019.

Du kom helt på det rene med, at et stresset arbejdsliv hverken er godt for din krop, dit psykiske velbefindende eller i kontakten med dine nære relationer. Stress………..ud med badevandet her i 2020.

Men knapt har du sat dig i kontorstolen, før gamle, velkendte stresssymptomer viser sig. Det prikker og stikker i hele kroppen på en ubehagelig måde. Du glemmer, hvad der blev sagt på ledermødet. Fejlene i arbejdet bliver pludselig flere. Og glæden, du kom i kontakt med i julen, er væk. Hvad er det, der sker?

Mange bliver desværre fanget i det. Og det kan gå hurtigt. Hvis du ikke ved, hvordan du holder al den stress stangen, så kan det være den, som styrer dit liv.

Det kan være velkendte problemer mellem dig som leder og dine medarbejdere, som pludselig viser sig igen. Konflikter mellem dig og en anden kollega. Irritation over ny, kompliceret teknologi. Åndenød over de evindelige organisationsændringer. Og et ganske opskruet arbejdstempo, hvor KPI’erne fylder.

Og hvor går man hen med det, hvis der ikke er plads til følelser på arbejdspladsen? Hvis kun bundlinjen bestemmer.

At være medarbejder – eller chef – i sit eget liv kræver en del. Du skal vide, hvem du er, og mærke dine grænser, når de overskrides.

Du skal vide, hvordan du holder fast i dig selv, også når travlheden på arbejdspladsen igen er en realitet. Og hvordan du får sat dine grænser, når de skal sættes.

Det er afgørende, at du har hjemme i dig selv men også et sted at gå hen med dine følelser. At du er klar over, at det er legitimt både at have dem og at adressere dem på rette tid og sted.

Får du gjort det?

  • Bruger du din tid på det rigtige?
  • Har du hjertet med i det, du gør?
  • Hvordan bærer du dig ad med at få for meget på din tallerken?
  • Holder du noget tilbage, og får du sagt det, du vil?

Rikke Koks Andreassen
Underviser og konsulent